Når man venter på et afslag

For næsten tre måneder siden færdiggjorde og indsendte jeg en digtsamling til et forlag. Jeg har haft enkelte digte i publikationer eller antologier, men jeg har aldrig færdiggjort noget for alvor – før nu. Jeg havde faktisk en rigtigt god mavefornemmelse, og glædede mig til at høre fra dem.

Men nu venter jeg bare på et afslag.

Digtsamlingen er semi-selvbiografisk – ja, jeg er jo millenial – og repræsenterer en ung kvindes emotionelle transformation gennem håbløshed og søgen efter mening, fortalt gennem nutide elementer som digitale medier (sociale, redigeringsprogrammer, spørgeskemaer etc.). Jeg følte det var godt, da jeg sendte det afsted. Nu er der gået tre måneder, og i starten, da jeg ikke fik svar, tænkte jeg: ‘Fedt. De tænker sig om. De kigger på det, og overvejer’.

Så lavede jeg en fejl. Jeg lavede en fejl og min optimisme blev knækket. Jeg skrev en mail ind til forlaget, og sagde at jeg lige ville tjekke op på, om der var sket en fejl, siden jeg ikke havde fået svar endnu. Jeg kunne ikke lade være – jeg havde ellers været så tålmodig.

I onsdags fik jeg svar.

“Du burde meget gerne modtage et brev fra os en af de kommende dage. / Kontakt os endelig igen, hvis det ikke er tilfældet.”

Åh.

Jeg ved godt hvad det betyder.

Jeg ved i hvert fald, at et ja ikke havde lydt sådan. Ved et ja, havde de sørget for, at jeg blev kontaktet. Ved et ja havde de ringet, eller e-mailet mig. Men de sender et brev. Bare et brev. Og det kommer snart.

Beslutningen er taget, og det er et nej.

Jeg har hele tiden tænkt, at det nok blev et nej. Når jeg snakkede med folk sagde jeg, det bliver nok et nej, men jeg håber på en respons (for det er en kendsgerning i forlæggerverdenen, at hvis man får respons betyder det, de overvejede en, og dét er en kæmpe ære !). Men det kommer snart. I onsdags ‘kom det snart’. Det er seks dage siden, og jeg ved ingenting. Men jeg ved, at det ikke er et ja.

I det mindste har jeg andre ting. Jeg bliver jævnligt inviteret til oplæsninger, og det er fantastisk hyggeligt.

Men, damn. Jeg ville så gerne endelig have været rigtigt udgivet.

MEN – jeg holder mit hoved fra jorden. Jeg må skrive noget mere, eller også ikke. Måske må det eneste jeg skriver være analyser af engelske sætninger, og hvis det er tilfældet er jeg egentlig også rigeligt tilfreds med det. Jeg behøver ikke bliver forfatter, men det ville have været fedt at tjekke det eneste punkt på min barndoms livs-to-do-liste af. Min voksen-to-do-liste er heldigvis lidt mere bred, og åben for nye muligheder.

Jeg håber det går bedre med jeres egne drømme!

VhJ