Brownies på et minut!

Jeg fik det! + Gode råd til din jobansøgning

youcandoit

Når man er ung kan det være svært at skrive en god ansøgning. Man føler næsten ikke, man har noget at skrive, og det kan være meget intimiderende. Jeg har endelig regnet ud, hvordan man gør. Så jeg har bikset fem gode råd sammen, til hvordan man skriver en ansøgning, hvis man ikke har særligt meget at skrive på.

De kommer lige om lidt, men først ville jeg lige fortælle, hvordan det er gået mig. Som I kunne læse i sidste uge, var jeg ved at forberede mig til drømme-jobinterviewet. Det gik godt! Hunden hedder forresten Simba, men nok om den mest nuttede hund i verden (se billede nedenfor). Jobsamtalen var på Engelsk da Ordbogen.com’s HR-medarbejder er fra Canada. Heldigvis studerer jeg Engelsk, og derved foregår hele min hverdag på engelsk, så det var intet problem. Jeg overraskede mig selv. Jeg var casual, rar, professionel, udadvendt, interesseret, og alle de andre positive ord man bør være til en jobsamtale. OG selvfølgelig fik jeg det! Jeg starter så småt op i løbet af December (midt i eksamens- og julestress – oops!) og så starter jeg officielt i Januar. Så I kan nu kalde mig studie-lingvist. Eller bare studentermedarbejder? Jeg må lige spørge hvad min job-titel er.

Bottom line is: Jeg glæder mig for sindssygt!

billede-25-11-2016-08-28-12billede-25-11-2016-14-18-42billede-25-11-2016-09-23-38

Nu til det der er lidt mere relevant for jer:

Tips til din ansøgning når du er ung og uerfaren (du er kun et lille barn)

1. Kort følgebrev – gem det gode til dit CV

I lang tid troede jeg, at et CV var en liste over jobs jeg har haft, og et følgebrev så skulle indeholde hvem jeg er, og hvorfor jeg er dygtig. Det er ikke rigtigt!

Dit følgebrev skal være uhyre kort. Det skal faktisk nærmest bare sige “Jeg har vedlagt mit CV”, for der er i virkeligheden ikke nogen der gider læse det.

Her er det følgebrev jeg sendte for at få mit job:

skaermbillede-2016-11-30-23-40-50

Det er kort, nævner hvad for et job jeg vil have, uddyber hvorfor jeg vil have jobbet, og så ikke mere. Du behøver ikke sige, at du har været kassedame og er god med computere, for det står jo i dit CV.

Derudover vurderede jeg, at det passede jobbet at have lidt humor, men vurder selv om du tør prøve dig frem i de baner.

 

2. Skriv noget, der passer specifikt til det job, du søger

Det er altså ikke bare at skrive “Kære Ordbogen.com”, men at undersøge sin arbejdsplads og hvad de vil have. Hvis de kan se på din ansøgning, du har taget dig tid til at kigge på deres hjemmeside, skiller du dig allerede lidt ud fra mængden.

Jeg gjorde det ved at skrive “Jeg ser især frem til at arbejde med med at lave folkeskoleopgaver …” fordi jeg ville vise dem, at jeg havde læst jobopslaget grundigt. Det samme gælder for dit CV; det skal være tydeligt at de jobs og skills du skriver på er relevant for deres stilling.

 

3. Fang modtageren – det må godt være lidt fjollet

Igen er det altså meget vigtigt at vurdere hvor meget du kan tillade dig. Ordbogen.com er en meget ung arbejdsplads, så jeg har både lavet et lidt æstetisk layout og plantet små jokes i min ansøgning. Undersøg hvor gammel HR-medarbejderen er og læs om arbejdspladsen – det er vigtigt.

Men uanset om du kan gå så langt som mig eller ej, er det alligevel vigtigt at skille sig ud. Det kan du gøre med

  • En pæn / anderledes ansøgning
  • Sjove / anderledes formuleringer
  • En god start

Mit CV starter med små bullet-points, som nærmest opsummerer resten af ansøgningen. Det viser også et overskud og er dejligt for HR-medarbejderen, der måske skal læse rigtigt, rigtigt mange ansøgninger igennem. Og så giver det dig mulighed for, selv at vælge hvordan du vil have de skal se dig.

skaermbillede-2016-11-30-23-56-47

Hun pegede faktisk på overskriften og sagde til mig, jeg var sjov, så det kan godt betale sig!

 

4. Uddyb dit CV

Jeg ved ikke hvad, der fik mig til at tænke, et CV bare var en liste over mine tidligere jobs. Især når man som mig mest bare har haft jobs som telefonsælger og andre småjobs, som alle andre i virkeligheden også har haft. Skil dig ud! Og lad de jobs du synes skal blive set, blive set! Vælg de tre jobs eller andet som er mest relevante, og fortæl hvorfor de er relevante for lige netop det her job. Og tænk nøje over det.

skaermbillede-2016-11-30-23-48-47

Det at jeg har været telefonsælger er måske egentlig ikke særligt relevant for en stilling hos en ordbog. Men faktisk har jeg kunnet bruge det på mange måder, for “kommunikationsevner” kan vinkles til at man er god med mennesker, at man er god i stressfulde situationer eller at man er god til at håndtere mange andre små ting. Jeg har fokuseret på kommunikations- og undervisningserfaring, som I kan se, men jeg kunne også have udvalgt mit tidligere tjenerjob, og skrevet at det har givet mig erfaring med kommunikation og stress-håndtering.

Hvis du ikke har haft relevante jobs, og slet ikke kan vinkle de jobs du har haft, kan du måske kigge lidt kreativt på andet. Jeg har fx taget min blog og brugt den som erfaring:

skaermbillede-2016-11-30-23-52-52

Det er måske lidt prætentiøst at bruge min blog på den måde, men det handler jo om vinkling. Det handler om, at jeg gerne ville vise mig selv som en der interesserer sig for kommunikation, så jeg kunne skille mig ud fra en million ansøgninger der sikkert alle sammen sagde “jeg studerer på uni og jeg elsker grammatik”. Tænk over hvad alle de andre sikkert skriver, og prøv at overveje hvad du kan skrive anderledes.

 

5. Spild ikke tiden med ting, der siger sig selv

Dit CV må godt være langt – mit er for eksempel 1½ side, men lad nu være med at skrive ting der er ligegyldige. Jeg har ikke skrevet mit andet telefonsælgerjob tilbage i 2014, fordi jeg sagde hvad jeg ville med det her, og jeg har heller ikke skrevet, jeg har været tjener, fordi det ikke er det, der var mest relevant. Det når et punkt, hvor man ikke gider læse mere. Hold det kort, præcist og overskueligt.

Du skal også passe på med, hvis du er ung, at have for meget fokus på gymnasiet. Da jeg går på universitetet, har jeg slet ikke skrevet gymnasiet på, da det siger sig selv. Ofte kan ansøgninger komme til at ligne du ingen erfaring har, fordi voksne mennesker der læser din ansøgning jo ikke er imponerede over en gymnasiel uddannelse. Du må godt nævne den, hvis du ikke har taget noget efter, men lad være med at skrive, at du har haft fem A-fag, for det er folk i den virkelige verden ret ligeglade med. Til gengæld må du godt bruge ting som elevrådet, skolebladet, musicalen, masterclass og andet – men kun hvis det er relevant! (eller kan vinkles til at blive det)

 

Jeg håber det kan hjælpe nogle af jer deruuuude,

I må have en rigtigt god dag!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brownies på et minut!