At starte forfra på universitetet | Sidefag

Efter to år på universitetet, har jeg ret godt styr på det. Jeg kan komme igennem eksamensperioderne uden stress, kan skrive en opgave uden tredive opslagsværker, og ved, hvor jeg kan finde alle beskeder og melde mig til alle fag. Jeg har et fedt studiejob, en fed lejlighed og alle de andre ting, man går og drømmer om på første semester. Men nu skal jeg pludselig gå på første semester igen.

Det er ikke fordi jeg er droppet ud! Som I kan se på overskriften, så drejer det sig bare om sidefag. Efter to år på engelskstudiet, skal jeg over og gå på danskstudiet. Og det er ikke bare et år, for jeg tager tværfaglig kandidat, så jeg går faktisk på dansk de næste to år. Jeg tog med på rustur. Jeg prøver at lære folk at kende. Det er virkelig som at være startet forfra! Alle professorerne forklarer en, hvordan blackboard virker, og hvordan man skriver en opgave. Men mine fag er jo det samme. Jeg har litterær metode, historisk læsning og grammatik — alt sammen fag, jeg tidligere har haft på engelsk.

Så hvordan er det at starte forfra? Til tider føles det som spild af tid. Når jeg skal lære om sætningsled igen-igen, når jeg tidligere har undervist i det, så føles det lidt fjollet. På den anden side, så kommer der konstant nye udtryk og koncepter, jeg alligevel ikke kendte til. Så jeg kan ikke helt læne mig tilbage og være doven. Og nå ja, så har jeg jo også lige et bahcelorprojekt, der skal skrives.

I virkeligheden er det slet ikke så fjollet, som det føles, for når jeg på 3. semester begynder at lære ting, jeg slet ikke har haft før, så skal jeg jo kende alle de danske udtryk og have den samme baggrundsviden som de nye. Og når jeg siger, jeg keder mig, minder jeg bare mig selv om den BA, der ligger derhjemme og venter. Nu er der kun en måned til, den skal afleveres.

Det føles ambivalent at starte forfra. Jeg er vild med, at der sker så meget nyt. Jeg er vild med, at der er så mange nye mennesker, og at jeg skal lære at skrive opgaver på dansk! Jeg er egentlig vild med det hele og selv bachelor, er jeg lidt vild med. Jeg får lov til at slappe af og fordybe mig, og der er så meget frihed, når man pludselig kun har fag til 15 ects i stedet for de vanlige 30.

Men det er også lidt underligt. Jeg ved så meget om alt muligt, og de nye er meget forvirrede (som man jo er). Det er svært ikke at føle sig “bedre” og ikke at række hånden op hele tiden i undervisningen og virke som et rigtigt irriterende menneske. Det er svært at skulle læne sig tilbage, og lade de nye lære, at give dem plads uden at være egoistisk. Samtidig vil man jo også gerne lære dem at kende. Grænsen mellem at blande sig nok til, at man lærer folk at kende, men holde sig nok tilbage, til at man ikke intimiderer og fylder, er svær. Men det er jo også lidt af et luksusproblem. Jeg har det jo godt. Jeg hygger mig og skriver og læser, og jeg er ikke bekymret for min eksamensperiode. Måske jeg bare skal være glad og lade være med at beklage mig.

Jeg skal være glad og lade være med at beklage mig, men jeg kan ikke lade være med at glæde mig til, at det hele bliver lidt sværere.

I hører fra mig igen, når jeg har fået afleveret den der BA, jeg bliver ved med at snakke om.