Bullet Journal / Kalender: Inspiration

Hvordan tjener man penge på at blogge? En lille, ukendt bloggers bekendelser

blogger

Hvordan tjener man penge på at blogge? Jeg bliver ofte spurgt om vidt og bredt af mine venner, når jeg fortæller dem, at jeg har skrevet under på en kontrakt. Det lyder spændende og glamourøst, men i virkeligheden er det ikke noget særligt, men mindre man rent faktisk har læsere.

Jeg har blogget on/off i halvandet år, og jeg skriver kun et enkelt indlæg om måneden. Det betyder, at jeg ikke har særligt mange læsere. Den ene dag, hvor jeg udgiver noget, får jeg selvfølgelig lige et peak i grafen, men det er virkelig ikke noget særligt, og det er min lønseddel heller ikke. Man skal jo arbejde hårdt for at være rigtig blogger.

Jeg får 1000-2000 besøgende om måneden, og det synes jeg er mange. Jeg er ikke rigtigt interesseret i at forsøge at blive rigtig blogger, som skriver noget hver dag og kan leve af det. Jeg hygger mig. Jeg kan forestille mig flere sidder med tanken, at når nu jeg egentlig ikke er så interesseret i at arbejde hårdt og leve af det her, hvordan fanden blev jeg så blogger? Hvordan fanden fik jeg en Bloggers Delight-kontrakt? Hvordan fanden tjener man penge på det? Jo, nu skal du høre.

 

Hvordan fanden blev jeg blogger?

Det er en dum historie.

I mit sabbatår kedede jeg mig rigtig meget. Jeg havde svært ved at finde et arbejde da jeg flyttede, så jeg brugte tid på at gøre mærkelige ting og vise det til min kæreste. En af de mærkelige ting, var at skrive til firmaer og se, om de svarede. Det kunne være alt lige fra Sony til en borgmester. Jeg gjorde ikke som sådan grin med firmaerne – jeg kom med reelle spørgsmål.

En dag så jeg en reklame for noget med et ungunivers. Jeg kan huske jeg tænkte, hvad fanden er det her en reklame for? Det var lidt vagt med  er du blogger eller interesseret i at blive det? Er du ung? Sådan noget. Jeg var så nysgerrig om, hvad det handlede om, at jeg skrev en mail, bare så jeg kunne få svar. Det var en dum mail. Der stod, at man skulle skrive sine sociale medier, så jeg sendte vitterligt bare links til mine sociale medier – inklusiv LinkedIn, og så glemte jeg alt om det igen.

En dag fik jeg svar! Jeg fik at vide, at de gerne vil møde mig – jeg kunne enten tage til Århus eller København. En ting, jeg ikke havde overvejet, er at jeg faktisk bruger sociale medier rigtig meget. Jeg går super meget op i både Facebook og Instagram, så de vurderde, at jeg faktisk godt kunne blive blogger. Jeg syntes det var lidt pinligt. Selvfølgelig ville jeg gerne være blogger og prøve det af, men jeg kunne jo nok slet ikke finde ud af sådan noget. Og skulle jeg virkelig tage helt fra Odense til en storby, bare for at få at vide, at de havde lavet en fejl? Nej, jeg svarede høfligt, at jeg ikke havde råd.

Mit høflige nej var ikke nok, og jeg fik en mail med, at en gut ville komme til Odense, da vi var flere fynske bloggere. Jeg var nysgerrig. Selvfølgelig, var jeg nysgerrig, så jeg sagde ja og fik en kop kaffe på en café, mens jeg lyttede på ting om kontrakter og planer. Det viste sig at være meget interessant, og jeg fik overbevist mig selv om, at jeg da måske nok kunne blive blogger. Nå ja – så var det pludselig BloggersDelight, der stod bag det hele, selvom det ikke havde stået i reklamen. Dem havde jeg jo godt hørt om. Og før jeg vidste af det, var jeg blogger.

Jeg føler stadig ikke, at jeg overhovedet er dygtig nok til at være en del af det her. Alle har gang i så meget sejt, og jeg dukker bare op engang om måneden og retter folks grammatik i mit hoved. Men her er jeg! Og det er altså meget hyggeligt.

Det tiltalte mig, at der ikke var nogle krav. Hvis jeg tjener penge, tjener BloggersDelight penge, og hvis jeg ikke gør, så gør ingen. Det er ikke så meget pres.

Engang imellem tjener jeg så også nogle penge, men for det meste er det nærmest bare et symbolsk beløb. Nu skal I høre, hvordan dét fungerer.

 

Hvordan fanden tjener man penge på at blogge?

Man tjener penge på klik. Hvis man har mange læsere, og derved mange reklamer, der bliver set, så tjener man nok noget på det. Jeg har ikke mange læsere, så det er altså bare nogle kopper kaffe på uni om måneden, men det er nu også meget fint.

Det jeg til gengæld tjener på i ny og næ er aftaler. BloggersDelight får nogle af mine penge, fordi de forhandler aftaler. Det kan man tjene mange, mange tusinde kroner på – hvis altså man er en anden end mig. Jeg tjener nogle hundrede kroner, hvis jeg er heldig, de vælger mig til en kampagne. Hvis jeg skulle producere tekst, ville jeg selvfølgelig få meget mere, men jeg har ikke været heldig nok endnu til at få en sej kampagne, hvor jeg bliver udfordret og skal bruge tid på det. Jeg får kun de der nemme opgaver – quick cash, you know. Det kan være alt muligt. Det kan være at lægge noget på Instagram, at sætte et link i bunden af sit indlæg eller noget tredje. Heldigvis kan man altid sige nej! Integritet er nu engang vigtigere end penge. Selvom det altså ikke ligefrem erstatter et studiejob, så er det super hyggeligt at bruge tid på at lære om denne side af internettet. Det er interessant – især når man som mig har nogle universitetfag om kommunikation. Jeg ville selvfølgelig ønske, jeg fik flere tilbud, men jeg kan nu godt forstå, at det ikke er mig – endnu!

En tredje måde, man kan tjene penge på er affiliate-links. Hvis man fx laver et indlæg med tøj, så kan folk klikke på mine links, og hvis de så køber noget, tjener jeg en lille procentdel. Jeg prøvede det lidt af, men i sidste ende vil jeg hellere skrive noget, jeg synes er hyggeligt, end at lade som om, jeg interesserer mig for tøj. Jeg lægger kun affiliate-links i mine indlæg, hvis jeg reelt har lyst til at snakke om et produkt. Dvs. bøger. Bøger er det eneste, jeg gider snakke om! Men jeg ville altså kunne tjene en descent buck, hvis jeg spammede lidt tøjlinks rundt omkring, men ellers tak. Jeg er ikke en modeblog, og jeg er slet ikke cool nok til at være det!

 

Jeg håber det var lidt lærerrigt. Jeg vil med glæde besvare spørgsmål, hvis der er noget – men som det vistnok er tydeligt, så ved jeg ikke særligt meget om alt det her selv. Jeg er bare imponeret og forvirret over det hele.

Ps. følg mig gerne på Instagram, hvis du er træt af, at jeg aldrig rigtig skriver nok.

5 kommentarer

  • Asta

    Hvordan får man sådan en aftale med Bloggers Delight? Kontakter de en, eller kontakter man dem? Og hvordan får man flere følgere? :-))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Johanne Gul

      Tak for dine kommentarer! 🙂
      Jeg var jo lidt heldig, at de lige manglede nogle, og jeg passede ind i beskrivelsen. Jeg startede dog hos LookLab i lang tid, før mine indlæg også kom over på BloggersDelight. Jeg tror også (uden at vide en masse) at de kontakter folk, hvis de har bygget en god blog med en masse besøgende, eller hvis de af andre grunde tænker, at man ville være god til det.
      Det med at få følgere, det handler rigtig meget om at blogge hver eneste dag. Dem der lever af det, de bruger virkelig meget tid på det og bliver dygtige over lang tid 🙂
      Hav en dejlig dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Asta

    Skønt indlæg ! Jeg har altid undret mig over selv samme tanke ! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Spændende læsning! Jeg er lige startet på bloggersdelight – så tak for lidt insider info:-)
    Hilsen
    Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Johanne Gul

      Dejligt, det kunne bruges! Jeg håber, du bliver glad for det og velkommen til! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bullet Journal / Kalender: Inspiration